Efter endt misbrug fandt Sarah et fællesskab.

Billede 2 Sarah Julie

Frivillig i X-House: Efter velafsluttet misbrugsbehandling manglede Sarah Julie Nielsen et fællesskab at være en del af. Det fandt hun i X-House, hvor værestedets frivillige hjalp hende det sidste stykke vej tilbage til et helt normalt liv. Nu er hun selv frivillig for at give det tilbage, hun selv har fået.

- Hej skat, siger Viggo og giver Sarah et lille klem, mens et par mænd i starten af tyverne hjemmevant flyder sig til rette i en stor sofa for at se årets tredje etape af Tour de France på et tilsvarende stort tv.

Det er mandag, klokken er 16 og X-house har lige åbnet dørene for i dag. Når Sarah Julie Nielsen har tjansen med at holde værestedet i Willemosegade i Esbjerg kørende, brygger hun kaffe, laver aftensmad til fællesspisning og sørger for at alt i øvrigt fungerer på værestedet. Helt almindelige dagligdags sysler, som får et hus til at fungere. På en typisk mandag kommer der alt mellem 0 og ti-plus gæster.

I aften er der også et såkaldt SMART-Recovery-møde. Sommetider har Sarah også ansvaret for det, min i aften deltager hun blot.

- SMART-Recovery er nogle selvhjælpsmøder, hvor fokus er på, at man selv gør noget for at ændre dårlige vaner. Det er her, vi har de tunge snakke om misbrug, hvilket hjalp mig meget, da jeg begyndte her som bruger i 2014, forklarer Sarah.

- Her oplevede jeg at sætte ord på min ensomhed, hvorefter der straks var to kvinder, som inviterede mig til at lave noget sammen med dem. På den måde hjalp X-House mig i gang med at finde et fællesskab, jeg som tilflytter fra Viborg manglede.

Seks års virkelighedsflugt

Tidligere har værestedet efter alt at dømme været en større butik, men nu minder det mest af alt om en blanding af en stor dagligstue og et fritidshjem med pool-bord, dart, et lille køkken, kreativt værksted med helvægs-malerier af den legendariske sønderjyske rapper L:Ron:Harald, og altså et sofahjørne med TV. En times tid før de unge mænd sætter sig til rette der, fortæller Sarah om sin vej fra misbruger til sygeplejerskestuderende og frivillig i X-House.

- I de fem-seks år, det stod på, var mit primære misbrug hash, som jeg røg hver dag. I weekenderne tog jeg fest-stoffer som ecstasy, ketamin, svampe og amfetamin, fortæller Sarah over en kop kaffe ved X-House’s lange spisebord, som skal lægge bordplade til fællesspisning samme aften.

- Jeg startede i behandling for afhængighed i 2013 på Springbrættet ved Varde og lærte blandt andet om mig selv, at det, jeg i virkeligheden var afhængig af, var virkelighedsflugten. Jeg har senere hen fundet ud af, at jeg var bipolar og har haft mange depressioner.

- Det var det, jeg flygtede fra via stofferne, siger Sarah, som i dag er 24 år gammel og uden væsentlige symptomer på sin bipolare lidelse.

Efter syv måneder i Springbrættet flyttede Sarah ind i et halvvejshus, for at blive faset det sidste stykke ud af misbruget og ud i samfundet. Et halvvejshus er et sted, hvor nyligt behandlede misbrugere kan opbygge en ny tilværelse uden stoffer.

- Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville være sygeplejerske, så mens jeg boede på halvvejshuset, kom jeg i praktik på et plejehjem, for at se, om det virkelig var noget for mig at arbejde med mennesker. Det var det, så jeg tog en social- og sundhedshjælperuddannelse og mens jeg efterfølgende arbejdede som social- og sundhedshjælper tog jeg de fag, jeg manglede for at blive sygeplejerske, forklarer hun.

Billede 1 Sarah Julie roteret

Sarah Julie Nielsen startede som bruger i X-House i 2014 efter en vellykket exit fra sit stofmisbrug. I dag er hun frivillig i værestedets bestyrelse og godt i gang med at uddanne sig til sygeplejerske.

Frivillighedens vej ud af ensomhed

Selv om Sarah nu havde afsluttet sin behandling og det gik fint på skolebænken, følte hun sig ensom i Esbjerg, som hun var flyttet til fra Viborg for at starte forfra. Derfor blev hun bruger i X-House i 2014, hvor SMART-Recovery-møderne, eller ”smart”, som en af Tour de France-fansene kalder det, hjalp hende.

- I efteråret 2015 følte jeg, at jeg var kommet så langt i min proces, at ensomhed ikke længere var noget, der trak mig ned. Jeg havde overskud og følte, at jeg kunne hjælpe andre mennesker og derfor blev jeg frivillig i X-House. Jeg kunne se et potentiale i stedet og et fællesskab i at være med i en gruppe af frivillige.

Det er ikke kun fællesskabet, der motiverer Sarah til at være frivillig i X-House.

- Der er nok to ting i det. Der er det egoistiske perspektiv i, at jeg selv får det godt af at hjælpe andre mennesker.

- Og så er der mange, der har hjulpet mig gennem tiden, der virkede som nogle behagelige mennesker. Dem er jo nok kommet til at se lidt op til og vil gerne være som. Jeg har nok mødt en del rollemodeller i den her udvikling, siger Sarah, som begyndte på sygeplejerske-studiet i februar.

Der mangler frivillige

Hvis man selv har lyst til at være frivillig i X-House, er der gode muligheder for det.

- Man behøver ikke at have været misbruger. Man skal bare have en oprigtig interesse i at ville hjælpe folk og mans skal selvfølgelig være empatisk, forklarer Sarah.

Læs mere om X-House her

Kontakt:

Cliff Hulsten
mobil 5071 1050

Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Udskriv E-mail

Søg