Christian og Naja hjælper børn ud i foreningslivet

Billede 1 til web 2

Christian og Naja er frivillige i foreningen Broen Esbjerg. I to år har de behandlet ansøgninger, købt sportsudstyr og betalt kontingenter for næsten 200 børn fra familier, som ikke selv har råd. Men nu skal de to pædagogstuderende i praktik og har ikke længere tid til at være frivillige. Og hvis ikke der kommer nye frivillige til, er det snart slut med Broen Esbjerg og med hjælpen til børnene.

For to år siden rejste 21-årige Naja Haumann Jørgensen sig op i sin klasse på UC-syd, hvor hun netop var begyndt at studere til pædagog. Hun fortalte sine nye studiekammerater om foreningen Broen Esbjerg og dens arbejde med at hjælpe børn og unge med at gå til idræt, når deres egne familier ikke havde råd. Håbet var at rekruttere frivillige til at købe sportsudstyr, behandle ansøgninger, stå for IT, være kasserer og alt det andet, som der er brug for i en frivillig forening.

- Min onkel var med til at starte Broen Danmark og havde fortalt mig, at der manglede frivillige til Broen Esbjerg. Derfor havde han spurgt mig, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe til og om jeg kendte nogen, som havde lyst til at blive frivillige. Derfor havde jeg forberedt det lille oplæg for klassen i håb om at nogen af dem havde lyst til at blive frivillige sammen med mig, forklarer Naja, som tidligere har været frivillig fitness-instruktør for ældre i Varde.

- Jeg argumenterede blandt andet med, at frivilligt arbejde var en god ting at have på CV’et og nu, hvor vi skulle være pædagoger, var det en god idé at hjælpe børn og unge, som havde brug for det. Jeg argumenterede sådan, fordi jeg tænkte, at det var vigtigt for unge at have en gulerod.

Christian meldte sig som frivillig

Christian Bo Petersen valgte så at sige at tage en bid af guleroden, men det var ikke alene derfor, at han efterfølgende valgte at blive frivillig sammen med Naja.

- Det betød noget for mig, at jeg kunne skrive det frivillige arbejde i Broen på mit CV. Men det var ikke det vigtigste, siger Christian, som tog sin endelige beslutning om at blive frivillig på et efterfølgende infomøde.

- Jeg havde tidligere været frivillig gymnastik- og kampsportstræner og synes, det er fedt, at hjælpe andre mennesker. Men jeg flyttede også først til Esbjerg fra Tønder weekenden inden jeg begyndte at studere og kendte stort set ikke nogen i byen. Så jeg tænkte, at det kunne være en god måde at lære nogle nye mennesker at kende.

Specifikke opgaver

Da Christian tog sin beslutning om at blive frivillig i Broen Esbjerg, var det blandt andet på grund af den måde, som Broen Esbjerg fordeler arbejdsopgaverne.

- På infomødet, som Naja med sit oplæg i klassen fik os til at tage med til, fik vi at vide, at man kun skulle hjælpe med det, man nu engang havde lyst til. Hvis det nu eksempelvis var ansøgninger, man ville stå for at behandle, så gjorde man det. Den tilgang til det kunne jeg godt li’, fortæller Christian.

- Jeg ville gerne være ansvarlig for at købe udstyr til børnene og stå for IT og hjemmesiden. Og det fik jeg lov til.

Anerkendelsesrus

Hvis en ansøgning om hjælp accepteres hjælper Broen Esbjerg børn og unge til et aktivt fritidsliv, oftest holdidræt, på to måder. Den betaler helt eller delvist kontingenter og køber sportsudstyr, hvilket altså er Christians område.

- Jeg får et navn og et telefonnummer og læser i ansøgningen hvilket udstyr, der er blevet søgt om. Så kontakter jeg familien og aftaler et tidspunkt til at købe ind. Børnene skal være sammen med en voksen, så de er trygge og tør gå jagt efter sko i deres yndlingsfarve, eller hvad der nu er vigtigt for dem, fortæller Christian.

- Engang løb en af børnene hen og gav mig et stort kram og det er dejligt at se børnenes store smil. De fleste er ekstremt taknemmelige og det er nok også derfor jeg har lyst til at blive ved. Det giver næsten en anerkendelsesrus, siger han med et grin.

Naja vil gøre en forskel

Modsat Christian møder Naja sjældent de børn, hun hjælper.

- Min opgave er at behandle ansøgningerne. Det kan være en lidt anonym anerkendelse, men jeg har ikke behov for at mærke den direkte anerkendelse, forklarer Naja.

- Jeg voksede selv op med et aktivt fritidsliv med spejder og dans hvor jeg fik mange venner og bekendte, så derfor ved jeg fra mig selv, hvor vigtigt det er at indgå i sociale fællesskaber uden for skolens rammer. Det er vigtigt for mig at vide, at jeg gør en forskel ved at give børn nogle muligheder, som de ellers ikke har.

Broen Esbjerg er lukningstruet

Som en del af uddannelsen skal Naja og Christian i praktik. Naja skal til New Zealand og Christian skal til Tjæreborg. Det betyder, at Naja stopper i Broen, mens Christian må drosle en del ned på sin tid som frivillig. Og da nogle af de andre frivillige i Broen også stopper, der er fem i alt, er Broen Esbjerg tvunget til at lukke, medmindre der kommer mindst fire nye frivillige til inden for kort tid.

Et paradoks set i lyset af, at der er masser af ansøgninger og også penge nok at dele ud af.

Infomøde 4. oktober

Broen Esbjerg holder infomøde den 4. oktober kl. 19.00 i Frivillighuset Vindrosen, Exnersgade 4 i Esbjerg.

Læs om hvilke opgaver der søges frivillige til:

https://broen-danmark.dk/esbjerg/events/infomoede-broen-esbjerg/

Skriv til Broen Esbjerg: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Udskriv E-mail

Søg