Året der gik i Frivillighuset Vindrosen

I forbindelse med repræsentantskabsmødet 1. marts, hvor der også blev valgt en ny bestyrelse, var det tid til at se tilbage på det forgangne år og frem på det nye.

Som man ser af årsberetningen blev 2017 et år med forandringer. Nogle forandringer er synlige, såsom en ny PR- og foreningskonsulent, Janus Valsted, ny hjemmeside og nyt design af nyhedsbrevet VindrosenNYT.

Men en af de største og måske knapt så synlige forandringer, som også får stor betydning fremover, er nogle af de store samarbejder, som er blevet søsat. I 2017 blev det besluttet, at Frivillighuset Vindrosen skal samarbejde med Esbjerg Kommune om at bruge frivilligjobportalen frivilligjob.dk. Håbet er, at portalen vil blive det sted, hvor kommune, frivillige sociale foreninger og forhåbentlig også kultur- og fritidsforeninger laver opslag, når de mangler frivillige. Samarbejdet betyder, at Frivillighuset Vindrosen modtager en sum penge fra Esbjerg Kommune mod at afholde kurser i brugen af portalen for både foreninger og kommunalt ansatte.

Over tid vil det forhåbentlig betyde, at der bliver så meget trafik på frivilligjob.dk, at det bliver et naturligt samlingssted i cyberspace for alle, som søger eller udbyder frivillige muligheder uanset område.

Medvind i Østerbyen

Derudover er Frivillighuset Vindrosens leder Britt Schak Hansen blevet en del af styregruppen i det store projekt ”Medvind i Østerbyen”, som Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune startede i 2017. Projektet skal løbe i mindst 12 år, og har til sigte at løfte bydelen økonomisk og socialt. Med Britt i styregruppen er der lagt op til, at Frivillighuset Vindrosens medlemsforeninger kan indgå naturligt i samarbejde med både Østerbyens beboere og de kommunale institutioner.

Vi glæder os til 2018.

Læs årsberetningen 2017 her

Udskriv Email

Søg