Det endelige program for Åbent Hus 14. april er på plads

Nu er programmet for Åbent Hus faldet helt på plads – og der bliver masser at opleve. Hoved ”attraktionen” bliver naturligvis alle de frivillige, som stiller op og fortæller gæster om, hvem de er og hvad de laver. Derudover bliver der meget forskelligt at give sig til.

Hvor: Exnersgade 4, 6700 Esbjerg

Hvornår: 14. april kl. 13 – 16.

Parkering

Biler med handicapskilt i forruden kan parkeres på vejen eller parkeringspladsen foran Frivillighuset Vindrosen, Exnersgade 4, 6700 Esbjerg.

Alle andre kan parkere på Broen Esbjergs parkeringstag, Exnersgade 20. Der er 4 timers gratis parkering.

 Vindrosen Pylon Annonce Klik på billedet for at downloade en pdf-invitation

Åbningstale v. Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Frivillige sociale foreninger udgør en stor og vigtig del af det danske samfund og mange af dem arbejder også tæt sammen med Esbjerg Kommune. Det er derfor kun naturligt og meget velkomment, at vores nye borgmester Jesper Frost Rasmussen åbner huset kl. 13 med en lille tale.

Rickshaw-kørsel fra Torvet

Til daglig tørner frivillige fra ETAC’s Venner og Cykling Uden Alder ud som piloter på de såkaldte rickshaw-cykler – altså trehjulede cykler med passagersæder. Med sig har de ældre og andre, som kan have glæde af en tur ud af de vante omgivelser. Til Åbent Hus demonstrerer de ”live”. Man kan kvit og frit køre en tur med dem fra Torvet og ned til Frivillighuset Vindrosen.

Første tur køres kl. 12.30 af byrådsmedlemmerne Diana Mose Olsen og Henrik Vallø, som er udvalgsformænd for henholdsvis Børn & Familieudvalget og Social & Arbejdsmarkedsudvalget. Som sådan har de en stor berøringsflade med frivilligt socialt arbejde i Esbjerg Kommune.

Klaaby sørger for pandekager

De første 100 gæster kan få gratis dessertpandekager fra Klaaby Pandekager, mens nummer 101 i køen og alle derefter må til lommerne – men til yderst fordelagtige priser.

Klassisk musik

Hvis man står og nyder en pandekage og pludselig hører englene synge, er der risiko for, at det i virkeligheden er Francesca Salvatucci og Marta Möller, der snyder dig. De er begge tredje års studerende på Syddansk Konservatorium i Esbjerg og spiller violin og tværfløjte i Hall’en.

Demonstration af hjertestarter

De fleste ved, at hjertestartere kan redde liv, men mange ved ikke hvordan, man skal bruge dem. Hvis man er en dem, kan man give sig selv en mission om at tage til Åbent Hus i Frivillighuset Vindrosen for at lære, hvordan man redder et liv med en hjertestarter.

Mål dit blodtryk

Højt blodtryk kaldes også for den usynlige dræber. Man kan sjældent mærke det og over tid er det farligt. Er du en af dem? Det kan du finde ud af til Åbent Hus. Vi anbefaler afslapning med klassisk musik og pandekager forud for målingen.

Foreningsquiz med flotte præmier

For de spillelystne bliver der også noget at give sig til. Til Åbent Hus kan man deltage i en quiz og vinde nogle gode præmier. Det bliver dog de færreste, der kan svare på alle spørgsmålene uden at arbejde for det. Svarene kan nemlig kun findes ved, at man går rundt og snakker med foreningerne.

Pas på løverne!

Der er ikke kun aktiviteter for voksne. Børn, som synes, det kunne være sjovt at løbe rundt og skræmme livet af de voksne, kan blive malet som en løve af Leo Klubben.

Vi ses!

 

Deltagende foreninger

  • Alzheimerforeningen
  • Ballast
  • Broen Esbjerg
  • Børns Voksenvenner
  • Colitis Crohn Foreningen
  • Cykling Uden Alder - Richshaw cykler
  • Danske Lejere
  • Epilepsiforeningen
  • ETACs Venner - Richshaw cykler
  • Frivillighuset Vindrosen
  • Hjerneskadeforeningen
  • Hjerteforeningen - Blodtryksmåling
  • IMCC - Sexekspressen
  • Krisecentrets Støtteforening
  • Leo Club Esbjerg – Ansigtsmaling for børn
  • Lungeforeningens Støtteforening
  • Læring for Livet
  • Lær at Tackle netværksgruppen
  • Mentornetværket 
  • Mod Kræft
  • Næstehjælperne
  • Offerrådgivningen
  • Osteoporoseforeningen
  • Polioforeningen 
  • Røde Kors - Demonstration af hjertestarter
  • Scleroseforeningen
  • SMART Recovery
  • Stemmehørergruppen
  • Træfpunkt Sædding
  • UlykkesPatientforeningen 
  • Ventilen
  • X-House

Udskriv Email

Søg