Ny Hvem Hjælper Hvem klar medio april

Hvem Hjælper Hvem 2018

En tilbagevendende forårsnyhed hos Frivillighuset Vindrosen er udgivelsen af en opdateret udgave af vores sociale vejviser Hvem Hjælper Hvem. Traditionen tro er det Frivillighuset Vindrosens medarbejder Anette Zubeil Larsen, der står for at indtaste, tjekke og dobbelttjekke informationerne om vores medlemsforeninger og –grupper.

I hæftet kan man læse om, hvad de forskellige foreninger kan tilbyde og hvordan, man kontakter dem. På den måde kan hæftet nemt bruges som arbejdsredskab, når man leder efter en forening. Som sådan er den værdifuld for Frivillighuset Vindrosen, når vi skal hjælpe borgere eller frivilligheds-lystne til at finde en forening, der passer til dem. Hvem Hjælper Hvem er ligeledes et værdifuldt arbejdsredskab hos flere kommunale afdelinger, som benytter den som opslagsværk, når det vurderes, at en frivillig forening kan være en nyttig løsning for en borger. En løbende opdateret udgave af Hvem Hjælper Hvem findes desuden på vores hjemmeside.

I år bliver Hvem Hjælper Hvem trykt i 2.500 eksemplarer. Mange vil være at finde på kommunale institutioner, biblioteker, sygehuse og uddannelser i Esbjerg Kommune. Resten fordeles i vores tre huse i Esbjerg, Ribe og Bramming til fri afbenyttelse af vores gæster.

Hvis man har spørgsmål til hæftet eller har rettelser til online-udgaven og/eller næste års version, er man velkommen til at kontakte os.

Man kan få fingre i den nye udgave til Åbent Hus 14. april i Frivillighuset Vindrosen.

Udskriv Email

Søg