Nu kan kvinder få hjælp til at slippe dårlige vaner

Jette Coxlan 2

Ser du serier, når du burde sove? Støvsuger du pludselig alle skabene, når du burde lave lektier eller drikker du for meget rødvin om aftenen? Så er Smart Recovery for kvinder måske noget for dig.

Af PR- og foreningskonsulent Janus Valsted

For et par år siden uddannede Jette Coxlan sig som socialrådgiver. Det er en uddannelse med meget læsestof. Som så mange andre studerende oplevede Jette, at når hun skulle forberede sig, dukkede der pludselig en uimodståelig trang op til at give sig i kast med forskellige gøremål i stedet for at sætte sig ned og åbne bøgerne.

- Jeg kunne lige pludselig bilde mig selv ind, at det var enormt vigtigt at sortere sokker eller rive i haven, når der stod lektier på programmet. Jeg fandt på overspringshandlinger, fortæller Jette Coxlan.

- Overspringshandlinger er selvfølgelig ikke den værste vane, man kan have, men det var alligevel en vane, jeg gerne ville slippe af med. For at gøre det, skulle jeg lære at ændre adfærd. Præcis som hvis jeg ville ud af et alkohol- eller stofmisbrug.

Smart Recovery kan bruges til adfærdsændring

I forbindelse med sin uddannelse blev Jette introduceret for programmet Smart Recovery. Programmet er udviklet til at hjælpe stof- og alkoholmisbrugere, men kan også bruges til for eksempel at afhjælpe dårlige vaner, da begge dele handler om at ændre adfærd.

- Det er et program, hvor man ved hjælp af konkrete værktøjer, teknikker og strategier sætter sin trang i system.

- Man kan bruge min vane med overspringshandlinger som eksempel. Her skal jeg sætte ord på, hvad jeg får lyst til. Hvad sker der, hvis jeg følger min lyst, og hvad der sker, hvis jeg ikke gør det. På den måde konkretiserer jeg, hvad der sker lige i det øjeblik, jeg får lyst til noget andet end det, jeg egentlig skal og jeg får et redskab til at ændre det, forklarer Jette.

Møder hver torsdag

Hver torsdag fra kl. 16:30 – 18:00 kan man komme til Smart Recovery møde i Frivillighuset Vindrosen og få hjælp til at komme af med adfærd, man er træt af. Men det er kun for kvinder.

- Der holdes Smart Recovery møder mange steder. Her vil vi gerne gøre det uden mænd. For når der er mænd til stede, kan man nemt havne i nogle situationer, hvor der måske er lidt flirt, eller hvor man holder lidt igen med noget, eller det kan være svært at tale om eksempelvis sex, forklarer Jette.

- På den måde vil vi give kvinder en bedre mulighed for at åbne op.

- Man skal ikke melde sig til. Man møder bare op. Man er også velkommen til blot at lytte, hvis man har lyst til det. Det kan man også få en masse ud af.

SMARTs fundament

Fundamentet i SMART er et 4-punktsprogram. Punkterne er ikke trin- for nogen er de sekventielle, for andre ikke:

  • Opbygning og vedligeholdelse af motivation
  • Håndtering af trang
  • Håndtering af tanker, følelser og adfærd
  • Leve et afbalanceret liv

Læs mere: https://www.vindrosen-huset.dk/hjaelp-til-dig/find-forening/item/vaelg-friheden

Hvor: Frivillighuset Vindrosen

Hvornår: Torsdage 16:30 – 18:00

Udskriv Email

Søg