Pårørende til kræftramte får nu et sted at mødes

Billede 1

Ny netværksgruppe giver nu pårørende til kræftramte et sted at dele tanker og oplevelser med ligesindede. Opstart i Frivillighuset Vindrosen i januar 2019.

Af PR- og foreningskonsulent Janus Valsted

For seks år siden blev Ilse Marianne Strandbygaards datter Lene ramt af brystkræft i en alder af 34 år og kom i behandling med kemoterapi og stråler. Det var et sygdomsforløb, som Ilse blev trukket med ind i, med alle de følelser, som en mor har for sit barn.

- Sommetider sendte Lene en tom sms. Så vidste jeg, at jeg skulle ringe. Hun havde ikke kræfter til at sige andet end ”mmmhhh”, så det var op til mig at sige noget, fortæller Ilse.

- Jeg var nødt til at være den stærke i det tilfælde og ikke græde, selv om jeg var utrolig ked af det. Det var min opgave at fortælle hende, at det nok skulle gå. Så kunne jeg tude, når jeg var færdig med at snakke med hende.

Alene som pårørende

Når man pludselig står i en situation, som er så speciel og voldsom, som når ens datter er syg af kræft, er det en stor byrde ikke at kende nogen, der ved, hvad man kæmper med. Det oplevede Ilse.

- Jeg kendte ikke andre, der havde en datter med kræft, så jeg følte mig fuldstændig mutters alene, siger Ilse

- Jeg har et godt netværk og jeg er meget åben og god til at snakke med mine veninder og naboer, men ofte blev jeg mødt af hovedet på skrå og medlidenhedsblikket. Det var af en god mening, men det viste bare, at de ikke selv havde været der og ikke vidste, hvad jeg gik igennem, fortæller hun.

- Hvis jeg havde haft en pårørendegruppe, havde det været nemmere for mig og jeg ved, at der er mange, som har det sværere i den situation, end jeg selv havde.

Efterspørgsel efter pårørendegruppe
Ole Selstø er selv tidligere kræftpatient og har startet foreningen Mod Kræft. Her kan kræftramte mødes med mennesker, som står i samme situation som dem selv. I forbindelse med sit arbejde i foreningen, har Ole oplevet en efterspørgsel på et tilbud for pårørende.

- Inden for de sidste måneder har vi fået fem henvendelser, hvor folk har spurgt efter et tilbud. Det er ofte kræftpatienter, som har spurgt på vegne af nogle af deres familiemedlemmer, men vi har også fået henvendelser fra pårørende selv.

- Som pårørende har man jo også kræft helt inde på livet, ligesom kræftpatienterne. Man skal tage stilling til scanninger, senfølger og medicin. Men det måske mest tungtvejende er det psykiske, fortæller Ole Selstø.

- Mange kræftpatienter får PTSD, depression eller andre psykiske lidelser og der er forhøjet risiko for at man går fra hinanden, når den ene bliver kronisk syg. Det er nogle meget tunge problemstillinger, man skal håndtere, siger han.

Pårørendegruppe starter 29. januar
På baggrund af henvendelserne til Mod Kræft starter foreningen en pårørendegruppe op i Frivillighuset Vindrosens lokaler. Ilse bliver gruppeleder.

- Min opgave som gruppeleder bliver at skabe tryghed, når der er brug for det. Hvis jeg kan høre, at der ligger noget og gemmer sig, som nogen har brug for at snakke om, så bliver det min opgave at finde ud af, hvordan vi tager os af det.

- Det kan være, at vi skal gå udenfor og snakke om det, eller vi kan snakke om det med de andre. Vi tager det, som det kommer, siger Ilse Marianne Strandbygaard.

Selv om Ole Selstø er med til at starte gruppen, deltager han ikke.

- Jeg har selv haft kræft, så jeg kan ikke være med i pårørendegruppen. Hvis en pårørende f.eks. har brug for at sige, at hun er pissetræt af sin mand, så duer det ikke, at jeg sidder der som tidligere kræftpatient med en kone, siger han. 

Der bliver tilknyttet fagprofessionelle
Mod Kræft har tilknyttet en psykolog, en præst og nogle sygeplejersker fra kræftafdelingen, som kan træde til, hvis der skulle blive brug for det. 

Informationsmøde 29. januar
Første gang Mod Kræfts pårørendegruppe mødes, bliver det med et informationsmøde tirsdag den 29. januar kl. 19.30 i lokale 1 i Frivillighuset Vindrosen i Esbjerg, Exnersgade 4. Derefter mødes gruppen sidste tirsdag i hver måned.

Tilmelding ej nødvendig.

Alle i gruppen har tavshedspligt.

Læs mere om foreningen Mod Kræft her

 

Udskriv Email

Søg