I uge sex starter Sex & Samfund i Esbjerg

Maja 1

Sex & Samfund har fået en frivilliggruppe i Esbjerg. Når kampagnen ”Uge Sex” rulles ud over Danmark, kommer de frivillige i aktion for første gang.

Af PR- og foreningskonsulent, Janus Valsted

Når der i uge 6 kommer ”grænser” på børnenes skoleskema, er det ikke den slags, man ser på en globus, det handler om. Det er derimod vores grænser i forhold til krop, køn og seksualitet.

Men modsat grænserne på en globus, som er tegnet op med tydelige røde streger, kan disse grænser være svære at se. Det er noget, man skal lære. Og derfor har foreningen Sex & Samfund sat sig for at undervise danske skolebørn om emnet i den årlige oplysningskampagne ”Uge Sex”.

Frivilliggruppen Esbjergs første arrangement

I år får kampagnen for første gang lokale frivillige ben at gå på i Esbjerg, når Sex & Samfunds Frivilliggruppe i Esbjerg, bevæger sig ud på gaderne.

- Vi kommer til at udføre en aktivitet, hvor vi skal quizze sammen med nogle forældre om deres børns grænser og digitale adfærd, fortæller Maja Theresia Jensen, som er formand for frivilliggruppen.

- Det kan forældre sommetider have svært ved at afkode, fordi de ikke selv er vokset op i en digital verden, så her håber vi at gøre både børn og forældre klogere, tilføjer hun.

På Sex & Samfunds hjemmeside kan man som forældre tilmelde sig en mailingliste, der skal hjælpe med fif og gode råd til at tale med sit barn om intime emner og digital adfærd.

- Vi håber, at quizzen kan være med til at forlænge mailinglisten, så endnu flere forældre bliver bedre til at snakke med deres børn om disse vigtige emner, siger Maja.

Debatter, foredrag og kondomer til Fanø Pride

Når Uge Sex, som er et nationalt program, er overstået, er det planen at fortsætte med lokale initiativer.

- Generelt vil vi jo gerne oplyse om seksuel sundhed. Derfor vil vi forsøge at starte nogle debatter og afholde foredrag, måske endda en quiz, siger Maja, som er uddannet sexolog hos Carl-Mar og studerer sociologi og kulturanalyse på SDU i Esbjerg.

- Det vil vi gøre ved at invitere folk ind på fx Huset eller X-perimentet. Så har vi et emne for en debat, som vi vil sætte i gang med nogle facts for derefter at åbne op for kritiske spørgsmål.

- Vi vil også gerne dele kondomer ud til Fanø Pride og Festugen i Esbjerg, for at vise, at vi er her og så har vi også en transkønnet i gruppen, som gerne vil holde et foredrag om personlighed, identitet og seksualitet, fortæller Maja.

Base i Frivillighuset Vindrosen

Når Sex & Samfund – Frivilliggruppen Esbjerg holder møder, foregår det i Frivillighuset Vindrosen.

- Vi skulle have en base; et sted at holde møder og vi skulle også have et sted at opbevare vores materialer, siger Maja.

- Men jeg syntes ikke, at det skulle være hjemme hos mig. For så skulle jeg bruge en masse arbejde på at gøre klar til møderne. Nu kan jeg i stedet nøjes med at koncentrere mig om indholdet. Det eneste, jeg skal gøre, er at tænde kaffemaskinen.

Alle kan være frivillige

Arbejdet i Sex & Samfund handler om at oplyse om krop og seksualitet til børn, unge og voksne, så alle kan i princippet blive frivillige.

- Lige nu er vi 8 frivillige i alderen 17 – 50 år. Vi søger masser af nye frivillige, som kan have interesse i køn, krop, seksualitet, seksuelle rettigheder og oplysning generelt, siger Maja.

- Man kan tage aktiv del i alt, hvad vi laver og man er med til at bestemme, hvad man har lyst til at lave. Men vi har selvfølgelig også brug for nogle, der kan hjælpe med idéer og med det administrative.

Læs mere og find kontaktoplysninger her

Se Sex & Samfunds frivilligjob-opslag i Esbjerg her

Udskriv Email

Søg