Nu kommer der hjælp til børn, som har brug for at blive bedre til dansk – 2 timer om ugen

Havvanur 1 1

Efter ti år med succes i Odense har organisationen 2 Timer Om Ugen åbnet en afdeling i Esbjerg i Krydset på Stengårdsvej. Organisationen vil hjælpe børn, som taler dårligt dansk på grund af mangelfuld kontakt med sproget i det daglige.

Af PR- og foreningskonsulent Janus Valsted

Havvanur Demir er født og opvokset i Esbjerg, men kunne ikke snakke dansk, da hun begyndte i børnehaveklassen. Hun havde ikke gået i vuggestue eller børnehave og i hjemmet blev der kun talt tyrkisk. Hun måtte gå klassen om, og mærkede råt for usødet konsekvenserne af at være sprogligt bagud i forhold til sine jævnaldrende. Men så skete der noget, der vendte det hele rundt.

- Jeg er den ældste af fire børn. Da mine forældre fik det fjerde barn blev vi tilbudt en barnepige, som var lærerstuderende, fortæller Havvanur, som i dag er 32 år gammel.

- Hun tog os med hjem, vi tog på bibliotek, i svømmehallen, vi så dansk tv, bagte småkager hos hende og blev introduceret for jul og påske.

- Hun hjalp mig så meget med sproget, at jeg, da jeg var en 10-12 år, kunne hjælpe min mor og en irakisk dame fra opgangen med dansk mens de gik på sprogskole. I niende klasse fik jeg 13 i mundtligt dansk som den eneste fra min årgang, fortæller Havvanur, som i dag har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab.

Frivillige gentager barnepigens store indsats
Den succeshistorie, som Havvanur selv oplevede som barn, er hun nu ansat i organisationen 2 Timer Om Ugen til at hjælpe frivillige med at gentage.

- Det er mit arbejde at matche frivillige eller frivillige familier med flersprogede børn. De frivillige forpligter sig til at hjælpe et barn to timer om ugen i seks måneder gennem legende læring, så børnene kan udvikle sproget og få et større ordforråd, forklarer hun.

- Det er ikke særligt meget tid man bruger og det er en billig løsning på en udbredt problematik. Undersøgelser fra vores 10 år gamle afdeling i Odense viser nemlig, at børn klarer sig bedre hele vejen fra skole over ungdomsuddannelse til job, hvis de lærer godt dansk i starten af skoletiden.

Gode erfaringer fra Odense
2 Timer Om Ugen blev startet i Vollsmose for ti år siden af fortæller, forfatter og lærer Pia Sigmund, som havde opdaget, at børnene i en flygtningefamilie talte ret dårligt dansk, selv om de var født i Danmark. Nu har organisationen over 100 frivillige og har vist så gode resultater, at den støttes fast af Odense Kommune. Det er den eneste organisation i Danmark som giver flersprogede børn mellem 3 – 8 år et sprogligt løft ved at matche det - én til én - med en voksen frivillig.

- Vores succeskriterie i Esbjerg er at lave 25 match i 2019. Der er allerede ti frivillige, som har meldt sig, så vi er godt på vej, selv om vi lige er startet, fortæller Havvanur.

- Igennem det netværk jeg er ved at etablere i børnehaver og skoler, har jeg opdaget, at der er stor interesse fra børnenes familier, så det bliver nemt at finde børn.

- Det tager nok lidt længere tid at finde frivillige, men jeg har kontakt med jobcentre, kirker, universiteter og UC-Syd, så det skal vi nok nå.

Hvis man selv ønsker at blive frivillig i 2 Timer Om Ugen, kan man læse deres frivilligjob-opslag her.

Læs mere om 2 Timer Om Ugen her

Udskriv Email

Søg