Frivilligmesse: ”Det er ikke kun for vores egen skyld, vi leder efter frivillige”

Frivilligmesse oversigtsbillede

Torsdag den 2. maj mødte studerende på UC-Syd 15 sociale foreninger på en frivilligmesse. Her hørte de om mulighederne for at blive frivillig og fik samtidig viden om frivillige sociale foreninger som et supplerende værktøj i deres fremtidige job.

Af PR- og foreningskonsulent Janus Valsted

Ofte har pædagoger, lærere, fysioterapeuter, socialrådgivere og andre brug for en større palette af hjælpemuligheder til de borgere, de arbejder med, end den, de umiddelbart har med sig fra uddannelsen. Det ved flere af de studerende på UC-Syd allerede og derfor slog de et smut forbi frivilligmessen. Her stod 15 frivillige sociale foreninger klar i strategisk nærhed af kantinen med brochurer, frivilligjobs og elevatortaler.

En af foreningerne var Projekt Bindeleddet, som støtter unge hjemløse i den svære overgang fra gade til hjem.

- Jeg var med til frivilligmessen for at udbrede viden om Bindeleddet og forhåbentlig få nogle nye mentorer, siger Camilla Jehner Baake, som er projektassistent i foreningen.

- I løbet af de to timer, frivilligmessen varede, snakkede jeg måske med en 15-20 stykker. Mange virkede oprigtigt interesserede i projektet. De læste mange forskellige ting. Pædagog, lærer men også nogle ikke-socialt faglige uddannelser, forklarer Camilla.

Camilla Bindeleddet 

Camilla Jehner Baake fra Bindeleddets erfaring med frivilligmesser er, at det som regel fører til et par nye frivillige.

Ikke kun hvervning af frivillige

Camillas erfaring fra lignende arrangementer er, at det som regel munder ud i et par frivillige mentorer. Men hvervning af frivillige til en frivilligmesse på en uddannelsesinstitution handler ikke kun om at skaffe flere hænder.

- Der er også mange, som får værdifuld viden ud af en frivilligmesse. Og dem, som ender med at blive frivillige hos os, bliver også fagligt stærkere medarbejdere, når de engang er færdige.

- Så det er ikke kun for vores egen skyld, at vi leder efter frivillige, siger Camilla, som selv er studerende på VIA i Aarhus.

- Hvis man skulle pege på muligheder på forbedringer, kunne det være en god idé, hvis frivillighed i højere grad blev inkluderet i undervisningen herude, foreslår Camilla.

Flere gode oplevelser

Foreningen Børns Voksenvenner sætter frivillige voksne sammen med børn, som har brug for mere kvalitetstid sammen med voksne, var også med til frivilligmessen.

- Vi snakkede ikke med så mange. Men dem, der var, var meget interesserede og vi har mange, vi skal hjem og ringe til efter messen, siger Bettina Krammer, områdeleder i Børns Voksenvenner.

Voksenvenner Frivilligmesse

Bettina Krammer og Samina Choudhry fik flere gode kontakter til frivilligmessen.

Ella Hedegaard Andersen fra Røde Kors Esbjerg oplevede også god interesse.

- Der er mange studerende, som er ensomme. En måde at bekæmpe det på, er at blive frivillig. Derfor har de studerendes råd inviteret mig ud og fortælle om vores frivillige tilbud, siger hun.

- Derudover har der været størst interesse for Opgangsvenner, hvor man som frivillig bliver ven med en tidligere misbruger, for at støtte deres vej tilbage til et normalt liv, siger Ella.

Røde Kors Frivilligmesse

Ella Hedegaard Andersen og Gerda Balleby fra Røde Kors mærkede størst interesse for tilbuddet Opgangsvenner.

Efter planen afholdes der frivilligmesse igen næste år på UC Syd.

Udskriv Email

Søg