Foreninger var glade for Infomesse på SoSu skolen i nyt format

Sosuskolen

Af PR- og foreningskonsulent, Janus Valsted

15. september var det meningen, at 12 foreninger skulle stå klar med flyers og elevatortaler ved hver deres bord i SoSu-skolens kantine. Nogle hundrede elever, undervisere og frivillige skulle derefter cirkulere rundt mellem hinanden og blive klogere på foreningernes tilbud og frivilligt socialt arbejde.

På grund af corona-virussen måtte formatet dog laves om. Smittefaren var for stor. I stedet blev undervisere på skolen tilbudt at invitere foreninger ind i klasserne. Tre undervisere tog imod tilbuddet og inviterede fire foreninger.

Det var selvfølgelig en skuffelse for de foreninger, som blev forbigået – heriblandt Frivillighuset Vindrosen – men for de andre, var det en god oplevelse.

God tid til at komme i dybden

Havvanur Demir fra 2 Timer Om Ugen, som finder frivillige, der hjælper børn med at blive bedre til dansk 2 Timer Om Ugen, besøgte et hold for Pædagogiske Assistenter på 13 personer, som alle havde stor erfaring som dagplejemødre og fra børnehaver og vuggestuer. Dem havde hun en god oplevelse med.

- Det var en god måde at gøre det på. Man kom mere i dybden ved at være ude i en klasse. Jeg var der i en time, og det var et lille hold, så der var god tid og de stillede mange spørgsmål.

- Jeg har også været med tidligere, hvor man står ved et bord med flyers og snakker med dem, som går forbi. Her bliver snakken ikke så dyb, men til gengæld møder man mange flere.

- Det var kvalitet, hvor det andet mere er kvantitet.

Samme oplevelse havde Sandra Frost fra Projekt Bindeleddet, som finder unge mentorer til unge på væresteder. Hun besøgte samme hold som 2 Timer Om Ugen.

- Som udgangspunkt var de studerende i klassen ikke vores målgruppe i forhold til frivillige, da de var ældre end dem, vi normalt leder efter. Men jeg havde en god oplevelse og folk var nysgerrige, og jeg fik også snakket med underviseren, om andre hold, som det også kunne være interessant at møde.

- I forhold til de normale messer, hvor det kan være svært at fange folks opmærksomhed, var det en god måde at gøre det på.

Underviseren vil gentage succes'en

Heidi Dalsgaard er underviser på det hold, som 2 Timer om Ugen og Projekt Bindeleddet besøgte. Hun har tidligere deltaget i Frivillighuset Vindrosens messer, hvor man cirkulerer rundt mellem hinanden. Hun var begejstret for at få besøg på sit hold i stedet for.

- Det er meget bedre at gøre det på denne måde. Man får meget mere dialog i gang og de studerende bliver virkelig grebet af det, siger hun.

- Efter begge foredrag er der flere, som overvejer at blive frivillige i begge foreninger.

- Jeg vil gerne have foreninger med i min undervisning igen. Hvis man skulle gøre det endnu bedre, ville det være en god idé, hvis foreningerne tager en af dem, de hjælper, med. Derudover er det også vigtigt at have noget helt konkret materiale med, så man kan blive frivillig med det samme, hvis man ønsker det.

Ulykkespatientforeningen mødte velforberedte studerende

Udover 2 Timer Om Ugen og Projekt Bindeleddet deltog Ulykkespatientforeningen, som fik næsten to timer sammen med et hold pædagogiske assistenter. De havde også en god oplevelse med at møde de studerende.

- Det gik over al forventning. De studerende havde forberedt sig og kom med input til det, vi fortalte og havde konkrete spørgsmål, fortæller Inga Bredgaard, som er kontaktperson for Ulykkespatientforeningen.

- Jeg synes, at det var bedre end sidste års messe, hvor vi stod ved en stand. Og derfor blev vi også glade, da underviseren spurgte, om hun måtte give vores kontaktoplysninger videre til andre undervisere.

Ønsker I også at møde studerende i Esbjerg?

Hvis jeres forening også ønsker at møde studerende, er I velkomne til at kontakte Vindrosen. Så vil vi prøve at arrangere noget.

Mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Telefon 7545 7085

  • Læst: 490

Esbjerg

Exnersgade 4
6700 Esbjerg
Telefon 7545 7085
Mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Træffetid:
Mandag, onsdag og torsdag kl. 10-15
Tirsdag kl. 10-17

Ribe

Tangevej 6D
6760 Ribe
Telefon 7545 7085
Mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Træffetid:
Tirsdag i ulige uger kl. 15-17

Bramming

Jernbanegade 8
6740 Bramming
Telefon 7545 7085
Mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Træffetid:
Tirsdag i lige uger kl. 15-17