National ensomhedsstrategi er nu på vej
Christiansborg. Foto: Anders Hviid
Et næsten enigt Folketing har afsat 24,3 millioner kroner til at udarbejde en ensomhedsstrategi i løbet af perioden 2022-2025.
Ensomhed har store konsekvenser for den enkelte og for samfundet som helhed. Derfor er partierne i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige blevet enige om, at der afsættes midler til at udarbejde en national ensomhedsstrategi.
Som led heri skabes der et nationalt ensomhedspartnerskab, der skal indsamle viden og understøtte en national indsats mod ensomhed på tværs af sektorer. Som led i udarbejdelsen af strategien skal partnerskabet bl.a. samle og understøtte nøgleaktører og igangsætte en national samtale om ensomhed gennem folkelige aktiviteter.
Derudover vil partnerskabet i forbindelse med både udarbejdelsen af strategien og handlingsplanen få til opgave at samle viden om redskaber og indsatser, der forebygger, opsporer og afhjælper ensomhed.
”Vi har et åbent vindue lige nu til at få gjort noget ved ensomheden og til at få taget den svære samtale, få gjort op med tabuerne og få hjulpet flere ind i fællesskaberne,” siger social- og ældreminister Astrid Krag (S) til Altinget om ambitionerne for strategien.
Pengene til udarbejdelsen af ensomhedsstrategien er en lille del af en udmøntning af ”reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet”, som er afløseren for satspuljemidlerne.
- Læst: 206