En ny sæson står for døren og tanken med Foreningernes Dag er at give foreninger, grupper og lignende chancen for at vise deres ansigt udadtil og vise, hvad de kan, og hvem de er.
Foreningernes Dag afvikles for 20. gang i Esbjerg med godt 50 deltagende foreninger.
Vil I optræde på scenen?
På Foreningernes Dag kan alle aktører med fritidstilbud for borgerne deltage. Og borgerne kan som forbrugere af fritidstilbud besøge de mange foreninger på gader, stræder, på Torvet og i enkelte butikker. Ved alle standene er det tanken, at borgerne kan høre om fritidstilbuddene og på mange af standene er det meningen, at foreningerne sørger for, at interesserede kan prøve fritidsaktiviteterne på egen krop og sjæl.
Ud over de forskellige stande er der underholdning på en fælles scene på Torvet fra kl. 11.00 – 15.00. Der bydes på musik, sang, dans, idræt, rollespil m.m. – alt sammen indslag fra de medvirkende foreninger. Udfyld vedhæftede tilmeldingsskema og skriv endelig på, hvis I gerne vil optræde på scenen på Torvet.